MOOC´s

Massive Open Online Courses

UNLEASH: Når teknologi, gode idéer og virksomheder finder hinanden

Fra den 13.-21. august mødes udvalgte talenter i København og Aarhus for at arbejde sammen om idéer, der kan være med til at indfri FN’s verdensmål for en bæredygtig udvikling. Talenterne skal arbejde sammen med virksomheder og eksperter indenfor hvert af verdensmålene (der er 17 verdensmål i alt), og jeg har været så heldig at blive udvalgt. Jeg glæder mig derfor meget til at arbejde med målet om at skabe kvalitetsuddannelse, der er tilgængelig for alle.

Hvis målet om uddannelse af høj kvalitet skal indfries, kommer man ikke uden om MOOCS. Mange steder i verden er der ikke de lærerressourcer tilgængelige, som skal indfri målet, men pudsigt nok er der ofte en høj penetration af mobiltelefoner. Derfor kommer mange af de studerende, der starter og afslutter MOOCS også fra lande som Indien og Pakistan eller fra land på det afrikanske kontinent.

Når det er sagt, er der i høj grad behov for at integrere MOOCS mere i det traditionelle undervisningssystem. Det gælder både for i- såvel som for ulande. Min påstand er derfor, at teknologien er til rådighed, kurserne ligger tilgængeligt online, de studerende tager også gerne kurserne, men der mangler et kvalitetsstempel, der kan bidrage til, at eleverne i højere grad kan bruge det, at de har taget kurser online, overfor arbejdsgivere efter endt uddannelse. Måske skal det kvalitetsstempel være i form af internationale standarder eller mere formaliseret samarbejde mellem udbydere af kurser og regeringer (de respektive undervisningsministerier) på tværs af landegrænser?

Disse tanker – og sikkert meget mere – glæder jeg mig til at arbejde videre med i regi af UNLEASH’s Innovation Lab 2017. Resultaterne vil jeg beskrive mere detaljeret, så interesserede læsere kan følge med. Derfor er der ikke andet at skrive, end fortsættelse følger…

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

*