MOOC´s

Massive Open Online Courses

Historien bag teorier og læringstanker i MOOCs

MOOC´s historie er ikke lang. Egentlig startede det i 2008 med det første kursus udbudt i Canada af George Siemens og Stephen Downes. De kaldte det for Connectivism and Connective Knowledge (CCK08), og åbnede det op så alle fra hele verden kunne deltage gratis.

Historien bag MOOCs

Det gav 2.200 studerende og kort tid efter satte Dave Cormier navn på denne nye type kursusvirksomhed, som kom til at hedde MOOC. Han definerede kurserne til at have en startdato, men ellers være kendetegnet ved at være uden adgangskrav eller betaling.

Denne gruppe mennesker gennemførte i de kommende år et MOOC om året med forskelligt indhold typisk omhandlende undervisning på nettet i en eller anden form.

Opstarten på Udacity og Coursera

I 2011 valgte Sebastian Thurn og Peter Norvig fra Stanford University at lave kurset Artificial Intelligence som et MOOC. De havde regnet med et par tusinde deltagere, men nåede op på 160.000 personer. Dette var en kæmpeoplevelse og skabte en bølge af udbydere af MOOC´s, som nu har spredt sig fra Canada, via USA og til resten af verden. Se udbudet i linklisten til højre 🙂

Sebastian Thurn og Peter Norvig oprettede platformen Udacity til udbud af MOOCs. Sammen med Coursera, der hurtigt blev oprettet i samarbejde mellem en lang række universitete kendetegnes de af, at de er oprettet med det mål at skabe profit – på et tidspunkt. De er kraftigt støttet af fonde, Universiteter og private som alle forventer at få pengene hjem igen på et tidspunkt.

Den tidlige økonomi i MOOCs

Coursera klarer dette ved at tilbyde studerende der ønsker et eksamensbevis at købe sig adgang til et Signature Track Program, hvor de ikke alene får bevis på deres deltagelse, men hvor de studerende også har adgang til den portfolio de får lavet i løbet af de forskellige kurser.

Udacity klarer kravet om profit ved at tilbyde at matche virksomheder med studerende. Studerende kan lægge deres resumé ud og vil være relevante til nogle jobs, hvis de klarer bestemte kurser godt. Virksomhederne kan til gengæld søge ansatte via systemet og skal betale, hvis der laves et match via Udacity

Andre udbydere tager betaling for eksamensbevis, men vi skal være opmærksomme på, at alt dette kun er en valgmulighed. De studerende kan følge kurserne helt gratis uden ovenstående.

Historien bag teorier og læringstanker i MOOCs

Det oprindelige MOOC er nu et stykke fra de MOOCs som nu udbydes med succes af f.eks. Coursera eller edX. Dette giver sig især udslag i den pædagogiske tilgangsvinkel og de platforme de udbydes på.

Dette har har fået Stephen Downes til at lave definitionerne “XMOOC” og “CMOOC”.

 

CMOOC står for den oprindelige connectivistiske MOOC, der bygger på tanken om at læring sker i netværk samt at denne læring let kan foregår på Internettet via blogs, wikis, sociale medier, blogs etc. Pointe er at de fokuserer på det samme på samme tid og at de indgår i disse netværk. Kurserne er åbne og fleksible for deltagerne, som dermed får designet deres læring personlig til dem.

XMOOC defineres typisk som det udbud, som kommer fra f.eks. Udacity, Coursera, edX, Canvas etc. og kendetegnes typisk ved at det er ordinær undervisning, der udbydes som E-læring. Dvs. deltagelsen foregår via udbyderens portaler og diskussioner, indlæg etc. foregår samme sted. Dvs. den åbne læring som hos CMOOCs foregår bredt på Internettet sker i et XMOOC i et lukket rum for deltagerne. Men det er selvfølgelig stadigvæk gratis og de det er frit for de studerende også at deltage via Internettet.

Netværkslæring

Stephen Downes definerer denne forskel til at være at CMOOCs er netværksbaseret, mens XMOOCs er indholdbaseret (Se Stephen Downes slide 30/31 samt ca. 1.34 inde i videoen). Dette sandsynliggør han med denne tegning

netkontraindhold

 

Dvs. den runde cirkel repræsentere “indhold”, som også er med i et CMOOC, men den store ring udenom repræsenterer “netværket” som for Stephen Downes består f.eks. af twitter, wikis, Google++, blogs etc. Det er her, at der sker remixing af viden – og der er her at læring opnåes. Dette ses ikke så meget i XMOOCs, hvor der især arbejdes i interne forums, hvormed der ikke åbnes op for andre end de tilmeldte.

Fagfællevurderinger

Stephen Downes lægger også vægt på peer-to-peer assesment. Dvs. “fagfællevurdering”. Dvs. dit arbejdet på en blog vurderes af fagfæller, som interesserer sig for det samme som dig. Dermed får du tilbagemelding på dit arbejdet med stoffet og læring sker  netværket, der tilføjer værdifuld viden direkte på dit eget arbejde med stoffet. Denne del klares i et XMOOC typisk af et spørgeskema, hvor det den faglige viden du har tilegnet dig testes. Dermed forbigåes ofte kvalitative spørgmål, der giver mulighed for at vise de reflektioner den studerende har haft. Dermed går den studerende direkte fra at have læst eller set stoffet på en video, ofte til en generel diskussion for til sidst at blive testet. I et XMOOC forventes det, at man også får bearbejdet stoffet og videreformidlet det.

Denne definition er i min verden en sandhed med modifikationer. XMOOCs indeholder mange forskellige typer af kurser, hvoraf mange eksperimenterer med de oprindelige tanker bag CMOOCs, mens andre ganske rigtig er som Stephen Downes beskriver 🙂

Et eksempel på:
CMOOC: Change11
XMOOC: Sociale Medier
XMOOC med mange CMOOC elementer: E-learning and Digital Cultures

 

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *


*